26. okt. 2024 | 18:00 - 21:30Hvis I kommer som gruppe og gerne vil sidde sammen, opfordrer vi til, at én af jer køber billetter til hele gruppen. Så kan vi reservere plads til jer ved samme bord. Partoutbillet eller dagsbillet til Masker i Marsken er IKKE nødvendig til dette arrangement. I år er det tredje gang, strikkefestivalen Masker i Marsken gennemføres i Tønder Kommune. I Emanuel har vi været med fra starten med Sønderjyske Lækkerier, og vi er selvfølgelig også med i år med Sønderjyske Fredagslækkerier og Sønderjyske Lørdagslækkerier. Der plejer at være fuldt hus og god stemning, og vi glæder os igen til et par hyggelige aftener med sønderjysk mad, fællessang, fortælling om Emanuel og sønderjysk musik. Programmet for de to lækkeri-aftener er ens. Vi serverer begge aftener en lækker to-retters menu fra det sønderjyske køkken. Der bliver også lejlighed til at opleve det sønderjyske band Jesper Gloor Trio, der med egne ord spiller ”originalt folkelig menneskemusik med genkendelighed hos det livserfarne publikum”. Trioen består af Jesper Gloor, sangskriver, sanger og akustisk guitar, Jan Nissen, bas, og Kiehn Ærensgaard, leadguitar. Jesper og Kiehn har I måske mødt før i Emanuel. De varmede nemlig op til koncerten i efteråret med Kasper Buch. Emanuels mangeårige formand, Tove Tersbøl, har til lejligheden samlet en spændende billedkavalkade, der skildrer Emanuels historie fra dansk frimenighedskirke i 1909 til alsidigt kultur- og forsamlingshus i dag. Og så skal vi selvfølgelig også synge en masse dejlige sange fra Højskolesangbogen. | |
ALLE ARRANGEMENTER |
Hjem » Arrangementer »